Hvem er SSW?

For mange mennesker i Slesvig-Holsten og de fleste i Tyskland er SSW kun et lillebitte parti med mindretalsstatus. Intet kunne være mere forkert. Men sine over 3.500 medlemmer er SSW det tredjestørste parti i Slesvig-Holsten. I Sydslesvig stemmer mere end 10 % af vælgerne på os.

SSW kæmper som eneste parti aktivt for, at det danske mindretal og friserne ligestilles. Vi vil, at børn og voksne i de danske institutioner og foreninger får det samme fra staten, som deres tyske naboer. Derudover har SSW i mange årtier kæmpet for, at Sydslesvig som udkantsområde får en særlig regionalstøtte til den økonomiske og sociale udvikling. Som dansk parti i et tysk samfund ser SSW sig selv som brobygger mellem dansk og tysk.

SSWs politikere arbejder på alle niveauer i Slesvig-Holsten for at opnå disse mål. Vore fire landdagsmedlemmer yder en professionel indsats for regionen. Over 200 SSW-politikere i de sydslesvigske kredse, byer og kommuner bruger deres fritid og kompetencer til gavn for lokalsamfundene. Dette arbejde kan vi kun gøre med mange medlemmer i ryggen.

SSW er en levende forening med et langt forgrenet netværk af medlemmer. Vores medlemsskare genspejler mangfoldigheden af mennesker i og omkring det danske mindretal. Vi glæder os, hvis du også vil være del af dette fællesskab til gavn for mindretallene og regionen.

Se mere om SSWs politik, historie og personer på www.ssw.de.

| More